WE LOVE YOU TOO

WE LOVE YOU TOO er en sprudlende alvorlig musikalsk performance, hvor poesi blandes med politik, volapyk blandes med propaganda og musik blandes med larm.

I den sande kabarettradition ifører WE LOVE YOU TOO sig narrehatten: Med bid og glimt i øjet formidles iagttagelser og brudstykker af livet anno 2005. Med hofnarrens farlige frihed omfavnes meningsløsheden som en mulighed og fejres som en mulig løsning. For måske kunne man forestille sig at der ikke er nogen højere mening med alting? Dette og en hel del mindre spørgsmål stilles, når Livingstones Kabinet åbner dørene til et løssluppent og fabulerende univers.

 

WE LOVE YOU TOO bevæger sig frit mellem det underholdende og det tilgængelige - det kritiske og det groteske. Forestillingen er inspireret af det sidste århundredes oprindelige kabaret-teater og genrens anarkistiske spejling af sin samtid.

Livingstones Kabinet forsøger at fange sin samtid i et nutidigt spejl: Med en smuk og samtidig styg blues om orkanen der ramte New Orleans - med sangen om den gale diva og hendes terapeut - med den trætte porno-polka og meget mere.

Dansen spænder fra varietestil til vanvid og musikalsk er der plads til både trækharmonika, børneinstrumenter, ukulele crooneren og tekno-elektroniske loops.

Medvirkende:

Livingstones Kabinet: Nina Kareis og Pete Livingstone

Herrekoret HUHAHUHA: Martin Ammitsbøl, Jacob Nienstædt og Robert Snorrason

Dansere: Pernille Koch og Signe Waldorff Bonde

Tekst og musik: Livingstones Kabinet

Iscenesættelse: Nina Kareis i samarbejde med koreograf Adelaide Bentzon

 

Facebook_logo_livingstones_kabinet