HAPPY HAPPY

Musikforestilling af og med Livingstones Kabinet

Liivingstones Kabinet | Happy Happy

En fremmed ankommer til verdens lykkeligste land og laver et musikalsk nærstudie af landets lyse og venlige indbyggere. Langsomt afsløres grimheden bag smilene i det lykkelige eventyrland. HAPPY HAPPY er en musikdramatisk forestilling om Danmark og danskerne set gennem en tilflytters øjne.

Reumert-nominerede Livingstones Kabinet er på scenen med en vital blanding af dans, musik, performance og animationsteater tilsat råbekor og sang.

DET LYKKELIGSTE FOLK I VERDEN
Det 21. århundrede er blevet et kæmpe marked for lykke, som faldbydes i alle former.....
Lykken er blevet et nyt tyranni.
(Pascal Bruckner, fransk filosof og forfatter)

De fleste af os kan nikke genkendende til historien om den nyligt ankomne fremmede, der undrende stifter bekendtskab med et nyt lands tilsyneladende ganske sære skikke. Fortællingen er kendt fra folkeeventyrene, litteraturen, kunsten - og som et tema i vores egen hverdag.

Eviggyldige historier som Lewis Carrols Alice i Eventyrland, L. Frank Baums Troldmanden fra Oz og Salman Rushdies Harun og Eventyrhavet placerer et uskyldigt og nysgerrigt individ midt i en verden, der ved første øjekast virker fuldstændig mærkværdig. Men når man ser nærmere efter, opdager man, at det der forekom absurd, blot er en svag overdrivelse af den verden, vi allerede kender. På den måde bliver vi inviteret til at se os selv som andre ser os. Vi forstår, hvor lidt overdrivelse, der egentlig skal til, før vores helt almindelige hverdag bliver ”skrækkeligt gådefuld”, som Alice siger.
Det ligger lige for at Livingstones Kabinet - der for halvdelens vedkommende ganske bekvemt består af en undrende tilflytter - har kastet sig over at skabe et stykke musikdramatik baseret på dette tema.

HAPPY HAPPY tog oprindeligt sin begyndelse tilbage i 2004, da Livingstones Kabinet opførte “Blah Blah Happy”, en tematisk sammenhængende koncertcyklus af sange og tekster på det daværende Plan B Teater. Forestillingen kom til at fungere som pilotprojekt til HAPPY HAPPY, der beskriver et eventyrland (som måske, måske ikke er Danmark) set gennem en fremmeds øjne.
Siden 2004 har visse begivenheder på den internationale politiske scene ført til radikale ændringer i danskernes selvopfattelse og i omverdenens syn på Danmark. Ikke desto mindre nåede en britisk undersøgelse i 2006 frem til den konklusion, at Danmark er verdens lykkeligste land. Dette udløste en række internationale kommentarer, hvoraf nogle var positive, andre hånlige. Men trods reaktionerne fra omverdenen, virker det som om at trangen til at være lykkelig, eller nok så vigtigt at blive opfattet som lykkelig, er stærkere end nogensinde.

Forestillingen spilles på dansk og engelsk.

LYDEKSEMPEL: One To Ten.mp3

HAPPY HAPPY gennemføres med støtte fra Statens Kunstråds Musikdramatiske udvalg, Wilhelm Hansen Fonden, Københavns Kommunes Scenekunstudvalg, KODA Dramatik og Tuborgfondet.

Medvirkende: Nina Kareis, Pete Livingstone, Svend E. Kristensen, Pernille Koch, og Herrekoret HuHaHu
Musik: Pete Livingstone
Iscenesættelse: Nina Kareis
Koreografi: Adelaide Bentzon
Scenografi: Dorte Holbek

 

PRESSEBILLEDER

Facebook_logo_livingstones_kabinet